Komponist Anna Lidell fortæller om sit møde med virksomhederne NEBULA, Asetek og Uggerhøj Biler.

 Skrevet af Anna Lidell

Skrevet af Anna Lidell

Jeg sidder i flyet på vej til Ålborg og ved ikke rigtig hvad jeg skal forberede mig på. Jeg prøver at beskrive et scenarie for mig selv:


Jeg ankommer i lufthavnen og bliver hentet af Jens Kruhøffer fra virksomheden NEBULA, en mindre enklave af kreative virksomheder. Facebook minder mig kærligt om, at jeg har mødt Jens til en cross-media konference for nogle år siden. Jeg gætter på, at dette bliver en god start, unge kreative som driver selvstændig virksomhed – måske minder de om mig selv. Når jeg kommer frem sidder der en flok, måske ti, måske to, spændte mennesker, som ikke aner hvad de skal kastes ud i. Jeg overvejer hvordan, jeg vil præsentere mig selv. Hvilken side af mig selv skal jeg understrege (skal jeg sige noget sjovt eller bare lade være med overhovedet at prøve?)… det skal i hvert fald være kort, præcist og imødekommende. Måske noget i retning af

"Hej, jeg hedder Anna Lidell og glæder mig til at være med til at skrive jeres melodi grand prix hit! Vi skal nok nå at lære hinanden at kende, men jeg kan lige kort præsentere mig, hvorefter jeg gerne vil høre lidt om jer. Jeg er producer og sangskriver og selvstændig ligesom jer. Jeg komponerer musik til film, indspiller og producerer artister, underviser i elektronisk musik og har to bands, som jeg indspiller og spiller med. Mit hovedinstrument er guitar, sang og computer. Måske kunne en af jer tænke sig at fortælle kort om NEBULA?”
Allerede dette er ALT for langt!

Måske derfor sagde jeg bare hej og herefter fløj timerne overraskende hurtigt. Efter en brainstorm over genrer er NEBULA blevet internt enige om at lave et nummer i 8-bit genren med rap og måske en smule dupstep (fire timer, intet problem!). To begyndte at skrive rap imens to lavede track og synths med mig. Jeg gik lidt frem og tilbage imellem de to grupper og to timer senere havde vi et hit. Resten af tiden blev derfor brugt at lære sangen udenad og tale om eventuelle outfits.

blog_grandprix_annalidell.jpg

Fra NEBULAs hold på fire var næste dag noget helt andet, i Asetek var de 12 medarbejdere. Chefen forklarede at de nok ikke kunne få alle til at holde 'fri' fra arbejdet i fire timer, så jeg foreslog at vi startede i samlet flok, hvorefter vi kunne opdele alle i mindre grupper og lade nogen skrive tekst, andre melodi osv. Det endte dog alligevel med at alle 12 medarbejdere blev alle fire timer ud. Sangen blev skrevet i excelark! Det har jeg aldrig oplevet før, vi fik igen skrevet en sang indenfor de første godt to timer, og kunne derefter opdele vers og omkvæd i grupper så det blev et ægte mænd/kvinder call-response firserdisco-hit med et glimt i øjet!

Sidste dag var med Uggerhøj Biler, og hvis jeg troede at jeg – nu efter to vellykkede workshops – vidste hvad der skulle ske, kunne jeg godt tro om. En af medarbejderne ringede nemlig aftenen før og sagde at han allerede havde skrevet et udkast til en sang. Det fjernede sangskrivningsdelen som teambuilding fra workshoppen og jeg måtte derfor finde ud af hvad de fire timer skulle bruges til.

Vi mødte op på mekanikerværkstedet til morgenmad og sang en morgensang sammen. Jeg fik igen alle til at nævne stikord og sætninger om virksomheden, for at alle blev en del af den skabende proces. Derefter spillede den musikalske medarbejder Daniel sin sang fra aftenen før. Jeg brugte i stedet størstedel af tiden på at gå på jagt efter bildæk og reservedele, der kunne give lyd. Den ældste medarbejder spillede harmonika, og de to musikalske medarbejdere swingede gevaldigt. 

TV2 Nord kom forbi, lige da jeg fik dem til at lave forskellige sangøvelser, f.eks. at synge og lave armbøjninger, så de rigtig kunne råbe igennem samtidig med at de slog på olietønder og dæk. Det var trods alt en ægte sørøversang de havde skrevet, og det skulle kunne høres!Og jeg skal love for at de brølede igennem. De vandt derfor også Firma Grand Prix 2015 og fejrede sejren på scenen med pallietbomber og Ivan Pedersen som konferencier!

blog_grandprix_nebula.jpg